Danmark er verdens bedste til valg

Publiceret 17-03-2016

Danmark er blevet verdensmester i valg. I en ny international undersøgelse ligger Danmark øverst på listen over lande, der er gode til at holde valg. Undersøgelsen dækker 180 præsident- og parlamentsvalg afholdt i 139 lande i perioden 2012-2015.

Rapporten ”The Year in Elections 2015” er udgivet af et forskningsprojekt (The Electoral Integrity Project), der er tilknyttet Harvard University’s Kennedy School of Government og University of Sydney’s Department of Government and International Relations. Projektet er uafhængigt.

I undersøgelsen er der målt på ”electoral integrity”, det vil sige hvordan valgets afvikling opfylder de internationale standarder og globale normer. Resultatet for Danmark er ”very high integrity” med 86 ud af 100 mulige point – og dermed ligger Danmark nummer 1 med Finland lige i hælene.

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann siger:

Det er helt afgørende for vores demokrati, at vi kan have fuldstændig tillid til, at et valg bliver holdt helt efter bogen. Derfor bliver jeg både virkelig glad og stolt over at se, at et hold anerkendte forskere nu udnævner os til verdensmestre i valg.

- Karen Ellemann

Bedømmelsen af de enkelte lande er foretaget af en række valgeksperter – indenlandske og internationale – som har kendskab til valgprocessen i de enkelte lande. De har svaret om deres vurdering af situationen på 49 punkter fordelt på 11 emner, der altid er centrale for afviklingen af valg:

  • valglovgivning
  • valgprocedurer
  • valgkredsinddeling
  • vælgerregistrering
  • parti- og kandidatopstilling
  • mediedækning
  • kampagnefinansiering
  • stemmeafgivning
  • stemmeoptælling
  • valgklager og håndtering af protester over valget
  • valgmyndigheder

Se undersøgelsen her.

Læs mere om projektet her.

Kontakt